Vis nyhed

De små overraskelsers store sæson

I Pinsen – lørdag den 19. maj – slår Sommerland Sjælland endelig dørene op til sæson 2018, der er fyldt med overraskelser og sjove påfund i parken.
- Vi har døbt sæsonen ’De små overraskelsers store sæson’, fordi vores gæster vil opleve en masse sjove påfund og pudseløjerligheder, når de går på opdagelse i Sommerland Sjælland, fortæller Kåre Dyvekær, der er ejer og direktør, og fortsætter:
- Gæsterne kan blandt andet møde en spyttende cowboy, boldregn i boldrummet, skyde deres egen topping til softicen og meget andet.
Direktøren løfter kun lidt af sløret for de mange overraskelser i den kommende sæson.
- Det er langt sjovere for både gæsterne og os, hvis de selv opdager tingene, når de besøger parken, lyder det hemmelighedsfuldt fra Kåre Dyvekær.

Events og velkendte forlystelser
Sommerland Sjællands velkendte aktiviteter og forlystelser er selvfølgelig også klar til endnu en sæson, hvor gæsterne blandt meget andet kan prøve kræfter med Junglestien, tage en tur i Amazonas eller vandlandet Den Blå Lagune. De yngste gæster kan slå sig løs i Mini-legeland, der ud over de velkendte forlystelser i miniformat også byder på en lille ny karrusel med navnet ’Fanten’.
- Kombinationen af sjove aktiviteter og store grønne områder giver familien masser af muligheder for grineflip og hyggestunder i løbet dagen, fastslår Kåre Dyvekær.
Igen i sæson 2018 byder sæsonen på en række events, hvor gæsterne kan få nogle store oplevelser og ekstra viden med hjem, når parken blandt andet holder cirkusskole, får besøg af en falkoner eller en stribe forskellige krybdyr i løbet af sæsonen.
- Aktivitetskalenderen på sommerlandsj.dk vokser hele tiden, så det er bare med at holde øje og planlægge det næste besøg, fortæller direktøren.

Testområde for nye opfindelser
I foråret havnede Sommerland Sjælland og specielt Kåre Dyvekær på forsiden af det anerkendte branchemagasin ”Funworld”.
Direktøren fortalte her om sine opfindelser, der blandt andet giver gæsterne i parken mulighed for at præge deres egen oplevelse, når de med for eksempel Mobilsjov kan skyde vand efter andre gæster i vandlandet Den Blå Lagune, få en vulkan til at gå i udbrud eller affyre kanonerne på piratskibet Sorte Berta.
Som en udløber af omtalen og Kåre Dyvekærs fokus på udvikling og opfindelser har Sommerland Sjælland indgået et samarbejde med Invio - Innovationsnetværk for oplevelsesøkonomi, der er tilknyttet Aalborg Universitet.
- Samarbejdet betyder, at forskere og opfindere med gode ideer henover sommeren får mulighed for at fremvise og teste deres ideer og produkter i Sommerland Sjælland, hvor vi har indrettet et Living Lab til dette, forklarer Kåre Dyvekær og fortsætter.
- Vi håber, at det kan give gæsterne nogen spændende oplevelser, ligesom opfinderne forhåbentlig får en masse brugbare input med hjem til videreudviklingen af deres ideer og produkter.
Sommerland Sjælland åbner lørdag den 19. maj kl. 10.00 med stort MC-optog i samarbejde med Odsherred Touring Club. Sæson 2018 strækker sig helt frem til søndag den 16. september. Se meget mere om Sommerland Sjælland og køb billet på sommerlandsj.dk.


sommerland sjælland er på de sociale medier
copyright © 2013-2018 sommerland sjælland | Website af Justworks