Vis nyhed

Mit kæreste eje optages i Sommerland Sjælland

Det er velkendte ansigter, der besøger Sommerland Sjælland tirsdag den 16. maj, når TV Øst-programmet ’Mit kæreste eje’ optages i Silver Bistro midt i parken.
”Vi glæder os til at byde en masse glade og spændte gæster indenfor til tv-optagelserne af tre programmer til ’Mit kæreste eje’,” fortæller Kåre Dyvekær, der sammen med Mette Dyvekær ejer Sommerland Sjælland.

Få dit klenodie vurderet
Sommerland Sjælland åbner officielt fredag den 12. maj kl. 10.00, og selv om tirsdag den 16. maj egentlig er en lukkedag, så slår den nordvestsjællandske forlystelsespark dørene op for dem, som har tilmeldt sig tv-optagelserne.
”Der er 80 pladser til optagelserne, som bliver fordelt efter først-til-mølle-princippet,” forklarer direktøren og fortsætter:
”Har du et klenodie, som du gerne vil vide mere om? Eller er du nysgerrig efter at vide, hvor meget andres gamle sager er værd? Så kom og vær med, når TV ØST optager ”Mit kæreste eje” i Sommerland Sjælland.”

Mød Roulund og Dinesen
Traditionen tro er det Sille Roulund, der er vært på programmet, mens Steffen Dinesen sørger for at vurdere de ting, som dagens gæster har medbragt.
”Vi håber, at en masse gæster går en tur i gemmerne og finder spændende sager frem, som kan blive vurderet på dagen. Det kunne jo være, en af gæsterne havde en ukendt skat liggende på loftet eller i skuret. Jeg skal da i hvert fald hjem og lede lidt,” griner Kåre Dyvekær.
Optagelserne begynder tirsdag den 16. maj kl. 14.00 og strækker sig frem til kl. 18.00, hvor alle tre programmer gerne skulle være i kassen.
I løbet af eftermiddagen er der mulighed for at købe drikkevarer, kaffe, kage og sandwich i Silver Bistro. Hvis du har lyst til at deltage i optagelserne, skal du sende en mail til info@sommerlandsj.dk eller ringe på tlf. 59 31 21 00.

Facebook: Mit kæreste eje i Sommerland Sjælland


sommerland sjælland er på de sociale medier
copyright © 2013-2017 sommerland sjælland | Website af Justworks