Vis nyhed

Skildpadder kan drikke vand med numsen

Vidste du, at en tigerpyton er blandt de fire største kvælerslanger i verden og kan veje op til 150 kilo? Vidste du, at en afrikansk sporeskildpadde kan blive 100 år gammel og kan drikke vand med blandt andet numsen og gennem skjoldet?
Og sidst men ikke mindst. Vidste du, at en amerikansk alligator går i trance, når man holder den for øjnene? Det kan dog ikke anbefales at prøve.
Det er den slags viden, du får med hjem, når Sommerland Sjælland får besøg af dyrepasserne og krybdyrene fra Krokodille Zoo lørdag den 30. juni.
- Rigtigt mange af vores gæster synes, at slanger er lidt ulækre og uhyggelige, men gæsterne er også nysgerrige, så de skal altid lige over og kigge lidt alligevel, fortæller Kåre Dyvekær, ejer af Sommerland Sjælland, og fortsætter:
- Det ender som regel med, at de får lidt ny viden med hjem – og i hvert fald en oplevelse, som de ikke glemmer lige med det samme. 
- Det er det, vi gerne vil med vores events. Det skal gerne give noget ny viden og en oplevelse, så familien har noget at snakke om, når de kommer hjem fra besøget i Sommerland Sjælland.

Rør ved en slange

Sommerland Sjælland byder på masser af hyggelige timer med familien, men der er også mulighed for at få ny viden med hjem og udfordre sin frygt for blandt andet slanger.
Lørdag den 30. juni er der mulighed for at se nærmere på nogen af de dyr, der skræmmer og fascinerer allerflest mennesker. 
- Der vil være mulighed for at se flere forskellige dyr. For de modige vil der også være mulighed for at røre krokodiller, varaner og slanger. Tør du, spørger Rene Hedegaard, der er direktør for Krokodille Zoo.
Sæson 2018 er godt i gang og byder på masser af events, hvor gæsterne blandt andet kan komme i cirkusskole, finde ud af hvem der er Sommerlands stærkeste ved Sommerand Games eller holde en ørn, når parken får besøg af en falkoner.
- Vi har sammensat et bredt og varieret program, så der burde være noget for enhver smag, slutter Kåre Dyvekær.


sommerland sjælland er på de sociale medier
copyright © 2013-2018 sommerland sjælland | Website af Justworks