Information om coronavirus/COVID-19

Opdateret d. 14/6 kl. 16.00


Kære gæster,

Vi glæder os til at byde jer velkommen!
Vi anbefaler, at man løbende holder sig opdateret her på siden op til sit besøg. Vi gør alt, hvad vi kan for at svare på jeres henvendelser hurtigst muligt, men I kan hjælpe os med først at tjekke, om I kan få svar på jeres spørgsmål herunder, inden I tager kontakt til os.
Skulle I have yderligere spørgsmål, modtager vi gerne en mail fra jer på info@sommerlandsj.dk
Vi takker for jeres forståelse og glæder os til at få besøg af jer.


Hvilke Covid-19-retningslinjer og -restriktioner gælder for sæson 2021 

Vi følger altid de gældende restriktioner og retningslinjer, og på nuværende tidspunkt gælder følgende retningslinjer for besøg i forlystelsesparker og sommerlande:
• Gæster fra 15 år og opefter skal medbringe gyldigt ID samt coronapas eller en negativ COVID-19-test, som er mindre end 72 timer gammel.
• Følg skiltningen i parken og personalets anvisninger
• Bliv hjemme (og udskyd dit besøg), hvis du er syg eller har symptomer på COVID-19
• Husk at holde afstand, vise hensyn og god håndhygiejne

 

Kan jeg blive testet for COVID-19 i Sommerland Sjælland?

Det er ikke muligt at blive testet i Sommerland Sjælland. Er din COVID-19-test udløbet eller har du glemt at få taget en forud for dit besøg, kan du på Odsherred Kommunes hjemmeside se en oversigt over kviktestcentre og åbningstider i kommunen (Kviktestcentrene i Vig og Nykøbing Sj. ligger kun 8 min i bil fra Sommerland Sjælland).

Skal du have taget en PCR-test (podning i halsen), kan du finde nærmeste sted og bestille tid på: https://www.coronaprover.dk/

 

Hvilke krav gælder for fremvisning af coronapas/negativ COVID-19-test?

Alle gæster, der er fyldt 15 år, skal fremvise coronapas eller negativ COVID-19-test ved ankomst – enten digitalt eller på papir. Dokumentationen skal indeholde navn, testtidspunkt og testresultat.
Sammen med coronapas/negativt testresultat er det også et krav, at der fremvises gyldigt ID (det kan eksempelvis være sygesikring, kørekort, pas eller andet offentligt udstedt ID-kort).

Du kan vise et negativt testresultat fra enten en antigentest (kviktest) eller en PCR-test (podning i halsen). Testen må max. være 72 timer gammel ved ankomsttidspunktet (målt fra selve test-tidspunktet). Det vil sige, at hvis du er blevet testet torsdag kl. 10, så gælder testen frem til søndag kl. 10.

Er du færdigvaccineret, kan du fremvise dit coronapas, hvor det fremgår, at du er færdigvaccineret, og derfor ikke skal fremvise en negativ test.
Har du kun modtaget det første stik, gælder det som gyldig dokumentation for coronapas fra 14 dage til 42 dage efter første vaccination.

Vi opfordrer til, at man har fundet det hele frem (printet eller på mobilen) og er klar til at vise det, inden man kører til Sommerland Sjælland.
Vær opmærksom på, at man som hyttegæst også skal vise coronapas/-test ved indgang til parken fra hytteområdet.

 

Kan jeg besøge parken uden en negativ COVID-19-test?

Myndighedernes retningslinjer opstiller enkelte undtagelser, hvor man som gæst ikke skal vise en negativ COVID-19-test:

  1. Hvis man er under 15 år (vi forbeholder os retten til at spørge efter ID ved tvivl)
  2. Hvis man har været smittet med COVID-19, kan man sammen med gyldigt ID i stedet vise en positiv PCR-test, som er mindst 14 dage og max 8 måneder gammel (er din positive test ældre end 8 måneder, skal du vise en negativ COVID-19-test).
  3. Hvis man af medicinske årsager eller pga fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse ikke bør få foretaget en COVID-19-test
  4. Hvis man er færdigvaccineret eller har modtaget første stik for mellem 14 og 42 dage siden (OBS! Du skal stadig vise ID sammen med dit coronapas).

 

Skal man booke tid/plads for at besøge Sommerland Sjælland?

Nej, det er ikke nødvendigt at reservere tid til sit besøg eller for at prøve vores forlystelser og aktiviteter. Vi har masser af kvadratmeter, så der er rigeligt plads til at kunne overholde minimums-arealkravet pr. gæst. Derfor vurderer vi, at det på nuværende tidspunkt ikke bliver nødvendigt at begrænse antallet af gæster i parken gennem pladsreservation.

 

Kan jeg købe billetter/sæsonkort i billetlugen? Eller skal jeg gøre det hjemmefra?

Det er stadig muligt at købe entrebilletter og sæsonkort i billetlugen (det er dog billigere at gøre det på webshoppen).
Køber du billetterne online, så husk gerne at have billetterne klar, inden du kører frem til billetlugen.

 

Skal jeg bære mundbind i Sommerland Sjælland?

Nej. Efter de nye retningslinjer pr. 14. maj, skal der ikke længere bæres mundbind i Sommerland Sjælland.

 

Er alle forlystelser åbne?

Ja, alle vores forlystelser må holdes åbne – også det udendørs vandland ”Den Blå Lagune”.

 

Gælder der særlige retningslinjer for Den Blå Lagune?

Den Blå Lagune holder åbent som sædvanligt.
For at overholde minimums-afstandskrav, kan vi være nødsaget til at begrænse antallet af gæster i omklædningsrummet på samme tid. På de varme og solrige dage, hvor flere gæster, ønsker at besøge Den Blå Lagune, må man derfor påregne lidt ekstra ventetid ved indgangen til omklædningsrummet.

 

Er spisestederne, kioskerne og souvenirshops i Sommerland Sjælland åbne?

Ja, alle vores spisesteder, kiosker og souvenirshops må holde åbent som normalt. I år har vi også gjort endnu mere ud af muligheden for take-out, så man kan tage maden med rundt i parken og nyde den lige der, hvor man vil.

 

Kan jeg forvente længere ventetider i parken?

Sikkerhed er vores højeste prioritet, og derfor følger vi også altid de gældende retningslinjer og sikkerhedsforanstaltninger. Alle vores forlystelser på fuld kapacitet, og vi forventer derfor ikke, at der vil være længere ventetid end normalt. På grund af myndighedernes afstandskrav kan nogle køer opleves længere.

For at overholde minimums-afstandskrav, kan vi være nødsaget til at begrænse antallet af gæster i omklædningsrummet til Den Blå Lagune på samme tid. På de varme og solrige dage, hvor flere gæster, ønsker at besøge Den Blå Lagune, må man derfor påregne lidt ekstra ventetid ved indgangen til omklædningsrummet.

 

Hvad skal jeg som gæst være opmærksom på?

Lad os hjælpes ad med at passe på hinanden! Vi ser det som et fælles ansvar at sikkerhedsforanstaltningerne overholdes. Du kan bidrage til at mindske smitterisikoen i parken ved at:

• Udnytte vores store areal og mange grønne områder svarende til ca. 30 fodboldbaner. Så hvis der ser ud til at være mange mennesker i bestemte områder, opfordrer vi til, at man udforsker en anden del af parken og bruge de mange sideveje
• Holde en god håndhygiejne. Brug desinficerende og nys i ærmet
• Holde afstand og undgå fysisk kontakt
• Følge personalets anvisninger og skiltningen i parken
• Holde dig opdateret på de gældende retningslinjer her: www.sst.dk/da/corona

Det er forældrenes ansvar, at børnene overholder retningslinjerne (også når de færdes på egen hånd). Hvis en gæst ikke overholder de gældende sikkerhedsforanstaltninger eller retningslinjer, forbeholder vi os retten til at kræve, at vedkommende forlader parken uden kompensation.

 

Hvad har Sommerland Sjælland lavet af smitte-forebyggende tiltag i parken?

Vores gæsters og sommerværters sikkerhed er vores højeste prioritet. Derfor har vi indført følgende COVID-19-tiltag i parken for at minimere smitterisikoen i parken:

  • Hulahop-Officials der hjælper vores gæster med at huske på at holde ”hulahop-afstand”
  • Afstandsmarkering / Køhegn
  • Øgede rengøringsrutiner og afspritning
  • Descinficerende dispensere rundt om i parken
  • Overvågning af gæsteantallet i parken
  • Skiltning med vejledning i retningslinjerne
  • Fokus på flere grønne område og take-out muligheder i restauranter og spisesteder, så vores gæster kan tage deres mad med rundt i parken og udnytte vores store areal.

De ekstra tiltag og sikkerhedsforanstaltninger er indført for at minimere smitterisikoen i parken – men den kan ikke elimineres fuldstændig. Derfor anerkender enhver, der besøger os, at det foregår på eget ansvar.

 

Kan jeg aflyse mit hytteophold, hvis jeg er forhindret?

Har du tilkøbt afbestillings-/ændringsgebyr (199,- kr.)* kan opholdet afbestilles eller ændres én gang frem til dagen før ankomst (inden kl. 12) uden yderligere fakturering. Der opkræves 199,- kr. ved efterfølgende ændringer.
Efter kl. 12 dagen før ankomst sker der ingen godtgørelse.
* Afbestillings-/ændringsgebyr skal vælges ved booking og kan ikke tilkøbes efterfølgende.

Har du ikke tilkøbt afbestillings-/ændringsgebyr, kan opholdet afbestilles eller ændres én gang frem til 8 dage før ankomst mod et administrationsgebyr på 299,- kr. (199,- kr. ved efterfølgende ændringer).
Er der mindre end 8 dage til ankomst, kan bookingen ikke ændres, og der sker inden godtgørelse ved aflysning.

 

På forhånd tak fra Familien Sommerland
Jeres støtte betyder rigtig meget for os, og vi sætter derfor stor pris på hvert et "like", hver en tilmelding til vores nyhedsbrev og alle de dejlige kommentarer og beskeder, I skriver til os. Jeres løbende aktivitet og delinger af vores opslag, betyder mere, end I måske er klar over. Med et enkelt klik er I med til at øge vores synlighed og udbrede kendskabet til Sommerland Sjælland. Vi håber, at I vil give os lidt ekstra medvind og anbefale os til jeres venner og bekendte – og de er selvfølgelig også meget velkomne til at ”støtte os” på de sociale medier.
Vi glæder os til at byde dig, din familie, venner og bekendte velkommen i vores hyggelige familiepark, hvor der både er plads, tid og mulighed for at være familie og få skulderne ned og slappe af i vores mange grønne oaser.

Pas godt på jer selv og hinanden.
- Familien Sommerland